5430i serien
Vores flagskib, den selvkørende 5430i sprøjte, er ideel til store planteavlsbedrifter og maskinstationer, der kræver maksimal produktivitet, fremragende sprøjtepræcision og alsidighed til at sprøjte alle afgrødetyper (høje afgrøder, højværdiafgrøder) og plejesporsystemer.
Denne stærke selvkørende sprøjte giver dig pålidelighed og komfort på traktorniveau – plus et hav af fordele, der hjælper dig til at udføre arbejdet bedre og hurtigere.
Maksimal sprøjtepræcision
- Komplet integreret Solution Command System (SCS)
Maksimal alsidighed
- Kørehastighed på landevej på op til 40 km/t
- Hydraulisk justering af sporvidde
- Multi-mode 4-hjulsstyring
Hurtige og stabile præstationer
- Fuld luftaffjedring på alle hjul
- Hydrostatisk transmission med 4 hastighedsområder
- Sprøjtetankens kapacitet: 4000 liter
- Sprøjtebomme: 24 – 36 meter med dobbeltfoldning
Nøgleegenskaber
Find flere oplysninger om produktets egenskaber nedenfor.
Ramme/chassis
Massiv rammeopbygning
Den massive stålramme på alle 5430i serie sprøjterne giver et solidt fundament for den store sprøjtetank og for de brede sprøjtebomme. Det giver følgende egenskaber og fordele:
- Rammen kan modstå de mest umulige markforhold ved høje sprøjtehastigheder op til 20 km/t og høj transporthastighed på op til 40 km/t.
- Stor frihøjde mellem jord og ramme på op til 110 cm hindrer skader på afgrøden.
- Det lave tyngdepunkt sikrer stor stabilitet selv ved sprøjtning med smal sporvidde, på bakker eller med 4-hjulsstyring under foragervendinger.
- En fælles platform til alt udstyr. Det gør det let at opgradere eller ændre på sprøjten på et senere tidspunkt. Det kunne for eksempel være eftermontering af vogntræk eller komplet udskiftning af sprøjtebomme.
- Velafbalanceret vægtfordeling sikrer maksimal trækkraft og medfører mindre jordpakning.
Konfiguration af motor-kabine-tank-bom
5430i sprøjten er konstrueret med motoren oppe foran, kabine og sprøjtetank i midten og bom bagest. Denne opbygning giver et ekstremt velafbalanceret køretøj, uanset om bommene er foldet ind eller ud, eller om sprøjtetanken er fuld eller tom.
Derudover sikrer kabinens ophøjede midterposition et fremragende udsyn næsten 360 grader rundt.
Ekstra robuste aksler
De selvkørende 5430i serie sprøjter har en ekstra robust aksel for hurtig hastighed, holdbarhed og sikkerhed. Den er designet til at bære sprøjtens maksimalvægt med fuld tank under krævende forhold i marken og ved høj transporthastighed på op til 40 km/t på vejen.
Indstilling af sporvidde
Det kan være nødvendigt med forskellige sporvidder til at sprøjte forskellige rækkeafgrøder eller ved brug af forskellige plejesporsystemer. 5430i sprøjten fås med manuel eller hydraulisk sporviddejustering:
Den mekaniske sporviddejustering er standardudstyr på alle 5430i sprøjter. Sporvidden kan justeres manuelt og trinløst variabelt til enhver ønsket sporvidde (minimum og maksimum sporvidde afhænger af dækstørrelse).
Den hydrauliske sporviddejustering (ekstraudstyr) er den mest bekvemme løsning for en hurtig ændring af sporvidde fra den ene opgave til den næste, uden du behøver forlade kabinen. En hydraulisk cylinder flytter akslen ind eller ud til enhver ønsket sporvidde alt afhængig af indstillingerne på GreenStar skærmen.
Uafhængigt hjulophæng med luftfjedre
5430i sprøjten er udstyret med uafhængige hjulophæng med luftfjedre. Sprøjtens chassis er fuldt affjedret på alle fire hjul, hvilket sikrer optimale præstationer under alle forhold i marken såvel som på vejen:
- Takket være effektiv affjedring på alle fire hjul kan du sprøjte ved en hastighed på op til 20 km/t og køre på vejen ved op til 40 km/t.
- Der overføres ingen bevægelser op gennem chassiset til sprøjten, som kan forårsage ustabilitet eller forringet sprøjtefordeling.
- Altid maksimal ophængsvandring uafhængigt af belastning (fuld eller tom sprøjtetank).
- Det selvnivellerende system sikrer, at der altid er maksimal vandring op og ned under forhold, hvor vægten ændres.
- Gascylindrene tillader kun lodrette affjedringsbevægelser. Det giver bedre stabilitet og trækkraft på bakkerne.
- Langtidsholdbart gummimateriale, som ikke påvirkes af kemikalier.
Den store ophængsvandring på +/- 100 mm (200 mm i alt) absorberer selv de hårdeste stød også ved høje sprøjtehastigheder og i ujævnt terræn.
Multi-mode 4-hjulsstyringen på 5430i sprøjten forbedrer sprøjtens manøvreegenskaber og minimerer skader på afgrøderne under foragervendinger, og den mindsker jordtryk og jordpakning, når du arbejder i krabbe-mode.
Du kan vælge imellem tre forskellige styre-modes:
- 2-hjulsstyring
- 4-hjulstyring (koordineret styring)
- Krabbestyring
Valg af styre-mode kan foretages enten via 2 momentkontakter (vippekontakter) på CommandArm kontrollen, en kontakt i gulvet foran ratstammen eller via HMS (Headland Management System) på GS2600 skærmen.
PowerTech Plus motor
Gennemprøvet teknologi
John Deere’s 6,8 liters Tier III John Deere PowerTech Plus motor er garant for større effektivitet og pålidelig råstyrke til krævende sprøjteopgaver. Den yder op til 230 hk (169 kW) (ECE R24), hvilket giver en tophastighed under sprøjtning på 20 km/t og en tophastighed under transportkørsel på 40 km/t ved reducerede motoromdrejninger. Alle motorer har gennemprøvet elektronisk motorstyring med fuld autoritet, hvilket giver pålidelige momentegenskaber.
4-ventilet cylinder og CommonRail højtryksindsprøjtning
Den ultimative kombination af 4-ventilet teknologi og fuldelektronisk motorstyring med CommonRail indsprøjtningssystem sikrer fremragende ydeevne og lavt brændstofforbrug:
- “Extra Power” til øget effekt i marken.
- Bredt konstanteffektområde – giver motoren større ydeevne ved lavere omdrejninger (sparer brændstof).
- Konstant højt drejningsmoment.
Den variable geometriske turbolader (VGT) sikrer en tilstrækkelig mængde forbrændingsluft, som så igen baner vejen for et forbedret drejningsmoment og en kvik motoracceleration.
Helrammekonceptet
Motoren er en integreret del af helrammekonceptet. Den er forbundet med rammen via vibrationsdæmpende isolatorer. Det eliminerer stressbelastning af motorblok og ramme, da motoren ikke er en bærende del på sprøjten. Samtidig vil du nyde godt af et lavere lydniveau og reduceret overførsel af vibrationer til andre komponenter såsom kabinens chassis og sprøjtebom.
Let adgang til køleren
Denne omplacering af varmeudvekslerne/kølerne giver god plads foran, så det er meget lettere at rengøre køleren. Køleren (Dual Temperature Cooling System) er beskyttet af en særskilt kølerskærm foran, som hindrer tilstopning. Denne kølerskærm kan trækkes ud på begge sider, så den er hurtig og let at rense. En ekstra superfin kølerskærm foran AC-kondensatoren maksimerer beskyttelsen af “Dual Temperature Cooling” systemet.
Lukket kølesystem
Det lukkede kølesystem, som ligner det du finder i din bil, øger pålideligheden og servicevenligheden. Systemet er vedligeholdelsesfrit og bevarer det korrekte kølemiddelniveau, så køleeffekten er optimal.
Transmission
Hurtig vejtransport
Vejret er perfekt, afgrøden er klar – så skal du afsted med kort tids varsel. Med den pålidelige og stærke transmission kan du køre op til 40 km/t på vejen. Det giver dig mere produktiv tid i marken.
Du opnår følgende fordele:
- Hydrostatisk transmission med højhastigheds-hjulmotorer med to positioner og mekaniske slutdrev sikrer pålidelige præstationer under alle forhold.
- 4 forskellige hastighedsområder med skifte “on-the-go” uden krafttab.
- Planetnav med integrerede højhastigheds-hjulmotorer på hvert hjul.
- Integreret flowdeler modvirker hjulslip og bevarer fremdriften i våd/blød jord.
- Kit til sprøjtning på bakker (ekstraudstyr) løfter 5430i sprøjtens præstationer på bakkerne til nye højder.
- Hele det hydrostatiske transmissionssystem er udviklet til at maksimere ydeevnen, produktiviteten og effektiviteten.
Tandem-hydropumper
Pumperne drives direkte af motoren gennem en drivaksel. Den regulerbare stempelpumpe kontrolleres via hydrohåndtaget i kabinen.
Hjulmotorer
Fire højhastigheds-hjulmotorer med dobbelt slagvolumen har komplet integrerede mekaniske slutdrev. Forskellige motorer med samme maksimale slagvolumen, men med forskellig minimum slagvolumen, monteres på navene for og bag.
Hydraulikoilekøler
En oliekøler placeret på kabinens højre side sikrer maksimal kølekapacitet for hele transmissionens hydraulikoliekredsløb med højt tryk og høj temperatur. Den tredje hydropumpe har olieflow med lavt tryk og lav temperatur, som driver alle hjælpe-hydraulikfunktioner såsom sprøjtesystem og sprøjtebom. Denne olie returnerer direkte til hydraulikoliebeholderen uden at passere oliekøleren.
Kabine
Er den brugervenlig i opsætning og drift?
Sprøjtning er måske en af de mest krævende opgaver på bedriften. Udover at køre sprøjten og kontrollere den store sprøjtebom, skal man også styre en lang række funktioner. Derfor har vi lagt al vores erfaring fra vores traktorkabiner i udviklingen af den bedst tænkelige styreplatform til 5430i sprøjten, det fås simpelthen ikke bedre. Kabinen er rummelig, lydsvag og komfortabel. Du vil også hurtigt komme til at sætte stor pris på de imponerende udsynsforhold i alle retninger, det giver dig et perfekt overblik over bommen.
5430i sprøjtens kabine bygger på den fremragende ergonomiske indretning og rummelighed i 5R seriens traktorkabine. De velplacerede brugervenlige betjeningselementer sikrer, at ergonomien og funktionaliteten er i højsædet, når køretøj og sprøjtesystem skal betjenes gennem en lang arbejdsdag, samtidig med at føreren holder sig frisk og veloplagt. Den GreenStar/ISO forberedte kabine giver mulighed for let opgradering af enhver AMS applikation og i-løsning.
Ergonomiske betjeningsgreb
Med den rummelige og velindrettede kabine får du en arbejdsoplevelse, som sad du i en af vores legendariske traktorkabiner. Kabinen er lydsvag og komfortabel med et perfekt udsyn til alle sider. Alle betjeningsgreb er ergonomisk veludformede og sidder præcis der, hvor du instinktivt forventer, de skal sidde.
Med hydrohåndtaget har du alle vigtige funktioner i din hule hånd, det er befriende nemt og brugervenligt.
Udsyn
Kabinens høje midterplacering med buede hjørneruder bagtil giver et fremragende udsyn næsten 360° rundt, så du har frit udsyn til alle vigtige områder på sprøjten, foran sprøjten, bag sprøjten og på bommen under sprøjtningen. Kabinens høje placering og bommens lave transportposition er også en kæmpe fordel på landevejen.
Luftaffjedret komfortsæde
Det luftaffjedrede sæde sikrer fremragende affjedring i ujævnt terræn. Det betyder, at føreren lettere holder sig frisk og veloplagt hele vejen gennem en lang arbejdsdag. Hele sædet kan indstilles i højde- og længderetningen, og ryglænet kan justeres i enhver vinkel, så enhver fører får den optimale arbejdsstilling under alle forhold. Et lag aktivt kul absorberer sveden og holder sædet tørt og komfortabelt.
CommandARM kontrol
CommandArm kontrollen er en integreret del af førersædet og er indrettet efter alle ergonomiske principper. Alle de mest benyttede funktioner under sprøjtningen er enten samlet i grupper på CommandArm kontrollen eller er placerede på hydrohåndtaget, så du hurtigt og let kan nå dem.
CommandArm kontrollen har følgende funktioner og knapper:
- Pumpe ON/OFF og tankomrøring ON/OFF.
- 4-hjulsstyring ON/OFF.
- Krabbestyring ON/OFF.
- Kantdyse eller OC (Off Centre) dyse (alt afhængig af hvad der er monteret på sprøjten) ON/OFF (venstre/højre).
- Gashåndtag.
- Stige OP/NED.
- Justering af sporvidde (kontakt under dæksel).
Vogntræk
5430i sprøjten kan som ekstraudstyr udstyres med vogntræk, så den enkelte maskine bliver med uafhængig. Det øger maskinens kapacitet og løfter produktiviteten. Det omfatter en automatisk vogntrækkobling, strømstik til vognen samt bremseforbindelse til vogn med pneumatisk bremsesystem.
Vogntrækkoblingen kan trække op til 16 ton.
Kundefordele:
- Mulighed for at medbringe tre ekstra tankforsyninger af vand med den selvkørende sprøjte.
- Mulighed for at trække en mindre vogn med planteværnsmidler.
- Minimum af uproduktive timer på vejen for at hente vand.
- Færre udgifter til ekstra traktor og fører.
- Løfter kapaciteten uden at øge sprøjtens totalvægt, så du undgår jordpakning og skader på afgrøderne.
- Den enkelte maskine bliver mere uafhængig.
- Maksimal produktivitet.
- Optimal alsidighed og fleksibilitet.
Sprøjtebom
Klippefaste bomme
Den 3-dimensionelle stålsprøjtebom er konstrueret specielt til 5430i sprøjten og fås i bredder fra 24 til 36 m i en dobbeltfoldet konfiguration. Kvalitetsstål og de store firkantrør sikrer stor pålidelighed og styrke, så du får en sprøjte med ekstrem holdbarhed og styrke i mange år frem. Den robuste boksopbygning minimerer vridninger, bomhop og slingrebevægelser, så du opnår en sprøjtefordeling af stor præcision under alle markforhold.
Foldningen af de dobbeltfoldede sprøjtebomme udføres med hydrauliske cylindre uden brug af kæder, tandhjul eller kabler. Det sikrer maksimal holdbarhed og en altid pålidelig foldefunktion.
Bommens højdeindstilling
Parallelogram-bomliften med to hydrauliske cylindre sikrer et bredt højdejusteringsområde fra 50 til 240 cm (alt afhængig af dækstørrelse). Den giver dig optimal alsidighed til sprøjtning af lave umodne afgrøder først på sæsonen og høje udvoksede afgrøder sidst på sæsonen, da den sikrer stor frihøjde over jorden ved enhver bomhøjde. Det giver færre skader på afgrøderne.
Afvigersikring
Afvigersikring er standard på alle John Deere sprøjtebomme. Det betyder, at bomenderne kan bevæge sig frem, bagud og endda op, hvis de rammer jorden eller en forhindring. Det er en effektiv beskyttelse af sprøjtebom, sprøjterør, dyser og dyseholdere mod bekostelige skader.
Alsidig foldning
Sprøjtebommen har en utrolig alsidig foldefunktion til sprøjtning af enhver marktype med fuld arbejdsbredde eller reduceret arbejdsbredde på den smalle forager, til sprøjtning på forskellige plejesporsystemer og i forskellige rækkeafstande eller til sprøjtning rundt om forhindringer på marken.
Trykcirkulation
5430i kan udstyres med et trykcirkulationssystem med hurtig pneumatisk dyselukning. Fordel: Sprøjtedyserne starter og stopper sprøjtningen øjeblikkeligt. Systemet giver desuden konstant og komplet omrøring ved høj flowhastighed og højt tryk, det modvirker bundfældning og tilstoppede dyser.
Transportruller til bommen
Sprøjtebommen foldes parallelt med jorden og understøttes af store robuste ruller, som muliggør, at bommen kan bevæge sig under transport. På den måde udsættes bommen for mindre stressbelastning, og det øger pålideligheden, så du får mange års problemfri sprøjtning. Sprøjtebommens ekstremt lave transportposition sikrer perfekt udsyn ude på landevejen.
Pendulsystem
Avanceret bomophæng
Hemmeligheden bag den høje sprøjtepræcision er det centrale pendulsystem. Sammen med den stærke tredimensionale bomkonstruktion giver det en helt enestående bomstabilitet under alle sprøjteforhold. Vores penduldesign er en videreudvikling af 800 serie trailersprøjtens bomophæng og inkluderer støddæmpere og anti-yawsystem, hvilket isolerer bommens bevægelser fra maskinen og sikrer en helt enestående bomstabilitet og sprøjtepræcision.
Centralt pendulsystem
Ujævne marker og vanskelige sprøjtevilkår kan have stor betydning for sprøjtepræcisionen. John Deere sprøjtebomme har et aktivt bomophæng, som sikrer stor præcision i sprøjtefordelingen. Sprøjtebommen er ophængt således, at den kan krænge i det lodrette og vandrette plan. Det centrale pendulsystem har indbyggede støddæmpere, der dæmper kraftige bomudsving. Anti-yawsystemet har et spillerum i det vandrette plan (akse), hvor bommen er uafhængig af sprøjtens slingrebevægelser. Gummiklodser sikrer fremragende affjedring og minimerer alle slingrebevægelser. Det sikrer jævn kørsel under sprøjtningen og fremragende sprøjtefordeling under alle forhold.
Anti-yaw ophæng
Anti-yaw egenskaberne består af en række gummiklodser, der alle er omgivet af en jernplade. Det giver sprøjtebommen en vis krængefrihed og sikrer, at stødene bliver effektivt absorberet i ujævnt terræn, når du accelerer eller sænker farten samt under foragervendinger.
Pumper
Stempelmembranpumper
5430i kan udstyres med forskellige pumpeløsninger, som præcist matcher forskellige doseringer, sprøjtehastigheder og påfyldningsbehov:
| Pumpe(r) | Påfyldning | Sprøjtning og omrøring |
| 280 l/min | 280 l/min | 280 l/min |
| 700 l/min | 700 l/min | 280 l/min |
| 2 x 280 l/min | 560 l/min (pumpe 1+2) | 280 + 280 l/min (pumpe 1+2) |
Stempelmembranpumperne drives af en hydraulikoliemotor og hastigheden er softwarekontrolleret. Det sikrer, at pumperne altid kører med det optimale hastighedsområde med minimalt slid og konstant høj ydeevne. Pumperne er ægte fortrængningspumper.
Pumpens drivkomponenter er komplet adskilt fra sprøjtevæsken med en fleksibel membran i hver cylinder. Membranen er fastgjort på et stempel og er komplet understøttet af olie fra krumtaphuset.
Din fordel:
- Selvspædende: påfyldning kan påbegyndes med en helt tom tank, og det er muligt at fylde fra et dybere udspring.
- Høj kapacitet: Det er muligt at sprøjte store mængder og/eller ved høj sprøjtehastighed, mens du fastholder en effektiv omrøring. Det baner samtidig vejen for hurtig påfyldning og muligheden for at sprøjte ved lavere motoromdrejninger, hvor der ikke kræves maksimal ydeevne.
- Adgang til højt tryk: Mulighed for at arbejde med højt tryk med lavdrifts-induktionsdyser (anbefalet tryk fra 5 til 8 bar), højt tryk (8-10 bar). Tilgængelige hjælpefunktioner, som kræver tryk (omrøring, præparatfylder, tankrensning etc.).
- Fortrængningspumpe: Pumpens ydeevne er næsten uafhængig af trykket – yder både tryk og kapacitet, fremragende egenskaber for stabil doseringskontrol.
- Problemfri drift: Kan løbe tør, uden der opstår skader (ikke stempelpumper eller centrifugalpumper).
- Lille restmængde.
Kontrol af stempelmembranpumpe
Under sprøjtningen kan stempelmembranpumper til-/frakobles via en kontakt på CommandArm kontrollen i kabinen. Under påfyldning skal du benytte kontakten på ”Solution Command” panelet på betjeningsstationen.
Centrifugalpumpe til hurtigfyldning
Udover muligheden for at vælge enkelt- eller dobbeltpumpe som ekstraudstyr, er det også muligt at bestille 5430i sprøjten med en 700 liters centrifugalpumpe til hurtigfyldning sammen med stempelmembranpumpen på 280 l/min.
Pumpe med oliestandsmåler
5430i stempelmembranpumperne er som standard udstyret med oliestandsmåler for at reducere risikoen for skader på pumpen. Hvis oliestanden er for lav eller for høj, får du et advarselssignal på GreenStar skærmen.
Sprøjtetank
Sprøjtetanken på 4000 liter er udført i ekstremt robust polyethylen og er formet, så den kan tømmes helt. Skylledyserne sikrer en effektiv gennemskylning. Højtryks-omrøringsdyser sikrer, at kemikalierne er opslæmmet og ligeligt fordelt i sprøjtevæsken under sprøjtningen. Omrøringskapaciteten falder automatisk, når væskestanden i hovedtanken falder ned under et vist niveau. Du kan også vælge at forprogrammere omrøringsdyserne til at stoppe omrøringen helt, når væskestanden når et bestemt niveau.
5430i er udstyret med et Solution Command system, der sørger for fuldautomatiseret gennemskylning af hele sprøjten. Det er hurtigt og enkelt… du skal blot vælge områderne, så sker resten automatisk.
Tankens rumindhold
Sprøjtetanken har ekstra rumindhold over det nominelle rumindhold.
- Ekstra rumindhold, som modvirker overfyldning (f.eks. opskumning).
- Større tankkapacitet til ikke-skummende midler.
| Sprøjtemodel | Nominelt rumindhold | Maksimalt rumindhold | Ekstra rumindhold |
| 5430i | 4000 liter | 4440 liter | +10% |
Støtteramme og fikseringsremme
5430i sprøjtens tank er ikke boltet eller skruet på chassiset. Det modvirker, at der opstår revner på grund af stressbelastning, da chassiset ganske enkelt kan give efter for belastninger på en kontrolleret måde under transportkørsel. Tanken er komplet integreret. Den understøttes af en separat ramme og er fastgjort med to remme. Denne ekstra støtteramme er boltet på 5430i sprøjtens chassis, så den er let at vedligeholde og hurtig at fjerne.
Mekanisk væskestandsmåler
Væskestanden i sprøjtetanken måles ved hjælp af en flyder, som er monteret centralt i tanken. Den mekaniske væskestandsmåler omfatter:
- Flyder af polyethylen (tåler kemiske stoffer) centralt placeret inde i tanken og kontrolleret ved hjælp af stænger af rustfrit stål. Det betyder, at maskinens position stort set ingen indvirkning har på præcisionen.
- Kabel af rustfrit stål, som ledes gennem særlige ruller. Det sikrer maksimal holdbarhed og præcision.
Digital væskestandsmåler
Udover den mekaniske væskestandsmåler får du digital udlæsning af væskestanden som standardudstyr på alle 5430i serie sprøjter. Vi har placeret en ekstremt fintfølende og præcis trykføler (0-250 mbar / 0-20 mA) nær tankens bund (sumpen), som måler væskestanden med stor præcision.
Med den digitale væskestandsmåler kan GreenStar skærmen give dig ekstra informationer udover den aktuelle væskestand, mens du sprøjter:
- Tankens faktiske indhold
- Resterende areal at sprøjte (beregner det resterende areal, der kan sprøjtes med den aktuelle dosering og indholdet i tanken)
- Resterende distance at sprøjte (beregner den resterende distance, der kan sprøjtes med den aktuelle dosering, indholdet i tanken og bombredden (aktive sektioner)
Betjeningsstation
Central betjeningsstation
Den centrale betjeningsstation på sprøjtens venstre side giver fri og uhindret adgang til alle funktioner inklusive sprøjtning, påfyldning, skylning og omrøring. Tydelige symboler gør risikoen for fejltagelser minimal. Betjeningsstationen omfatter følgende funktioner:
- Rentvandstank
- Opbevaringsboks til kemikalier
- ”Solution Command” panel
- Opbevaringsskab med to rum til henholdsvis ren dragt og forurenet udstyr
- Præparatfyldeudstyr
- Fyldestuds til rentvandstank
- Fyldestuds til sprøjtetank
5430i er udstyret med præparatfyldeudstyr med en kapacitet på 55 liter og indbygget tankskylledyse. Den store præparatfylder svinges let ud, så du har hurtig og sikker adgang fra jorden. Under transport og sprøjtning er den låst via en brugervenlig låsefunktion. Diverse agrokemikalier (væske, granulater eller pulver) kan hurtigt påfyldes og blandes direkte med rent vand samtidigt under påfyldning af sprøjtetanken.
Det avancerede Solution Command System (SCS) giver dig komplet automatisering af alle sprøjtefunktioner, og selve kontrollen sker via GS 2600 skærmen og SCS kontrolpanelet på fyldestationen. Påfyldning, omrøring, kemikalieoverførsel og tankrensning… du kan automatisere praktisk talt enhver funktion i sprøjtesystemet.
Betjeningselementer i kabinen
Alle betjeningsfunktioner er logisk placerede og ergonomisk veludformede, det er brugervenlighed i topklasse. Opsætningen af køretøjet og sprøjtesystemet foretages nemt på den avancerede GreenStar 2600 touchskærm. Brug hydrohåndtaget til at kontrollere kørehastigheden, de individuelle bomsektioner, bomhøjde og bomkip og meget mere – alt sammen med én hånd. Når du så tilføjer de automatiserede systemer, så er du ikke længere i tvivl: 5430i gør sprøjtning til en ren fornøjelse.
Med det avancerede Solution Command system bruger du mindre tid på påfyldning og skylning, så du får mere tid til at sprøjte. Opsætningen foregår via GreenStar skærmen og kontrollen foregår inde fra kabinen eller udenfor ved betjeningsstationen, så du har perfekt kontrol over alle sprøjtefunktioner lige fra påfyldning af væske og præparat til skylning.
GreenStar 2600 skærmen er en integreret del af hele maskinen og sprøjtesystemets kontrolenhed på 5430i sprøjten. Du skal ikke bruge andre skærme, kontrolenheder eller betjeningspaneler til at observere sprøjtens opsætning og funktionalitet. Hovedsiden indeholder altid en statusbjælke for hele maskinen nederst på GreenStar skærmen. Den kan desuden indstilles til fuld sprøjteskærm eller opdelt sprøjteskærm, hvis du samtidig vil køre ekstra AMS applikationer såsom styresystem eller dokumentation på skærmen.
CommandArm kontrol
CommandArm kontrollen er en integreret del af førersædet. Alle de mest benyttede funktioner under sprøjtningen er enten samlet i grupper på CommandArm kontrollen eller placeret på hydrohåndtaget, så du hurtigt og let kan nå dem.
CommandArm kontrollen har følgende funktioner og knapper:
- Pumpe ON/OFF og tankomrøring ON/OFF
- 4-hjulsstyring ON/OFF
- Krabbestyring ON/OFF
- Kantdyse eller OC (Off Centre) dyse (alt afhængig af hvad der er monteret på sprøjten) ON/OFF (venstre/højre)
- Gashåndtag
- Stige OP/NED
- Sporviddejustering
Så har du alle kontrolfunktioner i din hule hånd
Hydrohåndtaget kontrollerer både frem og bak og aktiverer/deaktiverer parkeringsbremsen, når håndtaget flytttes ind/ud af parkeringsposition. Det kontrollerer de mest benyttede funktioner under sprøjtningen. I forbindelse med visse bomfunktioner kan nogle knapper have dobbeltfunktioner sammen med kontakten i gulvet:
- Kontrol af bomsektion.
- Bommens kipvinkel venstre/højre.
- Valg af hastighedsområde.
- “Spray Master” systemet ON/OFF.
- Variabel bomgeometri for højre bom (sammen med manuel foldning ind og ud af bomende på højre side via gulvkontakten).
- Variabel bomgeometri for venstre bom (sammen med manuel foldning ind og ud af bomende på venstre side via gulvkontakten).
- Løfte/sænke hele sprøjtebommen (sammen med automatisk hurtig foldning ind og ud af hele bommen via gulvkontakten)
- AutoTrac systemets aktivering/deaktivering
- BoomTrac systemets aktivering/deaktivering
i-løsninger
Intelligent sprøjtning
Hver en dråbe tæller
Da kemikalierne tegner sig for op til 60% af omkostningerne ved sprøjtning, er det en selvfølge, at du ønsker at sprøjte så præcist og effektivt som muligt. Det er her John Deere kommer ind i billedet. Med den avancerede sprøjteteknologi kan du maksimere produktiviteten og minimere spildet i en grad, du næppe havde troet mulig for bare få år siden.
Når alt dette kobles sammen med vores legendariske pålidelighed, holdbarhed og omfattende netværk af forhandlere med stor sprøjteekspertise, står det klart for enhver, at John Deere kvalitet betaler sig lige fra første dag med den funklende nye maskine.
Når hver dråbe tæller, kan du regne med John Deere
Du skal se på helheden, det vil sige hele den intelligente, innovative og integrerede pakkeløsning. Spørg dig selv, hvor mange producenter der har et verdensomspændende sprøjteudviklingsprogram, der gennemfører tests under alle forhold! Hvor mange producenter kan tilbyde avancerede elektroniske kontrolsystemer, der er perfekt integrerede, og som dermed gør sprøjten enkel at bruge, forbedrer sprøjtekvaliteten og leverer værdifuld dokumentation? Og hvor mange kan give dig en sprøjte med førsteklasses traktorkomfort?
1. Pålidelighed og holdbarhed
- Vi udvikler og bygger alle kernekomponenterne: motor, transmission, kabine, aksler, bomme og kontrolsystemer.
- Struktureret produktudvikling og testmetoder.
- Avancerede designanalyser kombineret med tests i udviklingsafdelingen/tests i marken
2. Produktivitet
- Uafhængigt hjulophæng på alle fire hjul med selvnivellerende luftaffjedring.
- Hydrostatisk transmission med mekanisk slutdrev og ”Traction Control”.
- Hurtig transporthastighed på 40 km/t og sprøjtehastighed på 20 km/t.
- Sprøjtebomme med stor rækkevidde.
- Mange pumpemuligheder som ekstraudstyr.
- Vogntræk som ekstraudstyr øger kapaciteten.
3. Komfort og bekvemmelighed
- 5000 serie traktorkabinen giver super komfort med CommandArm og GreenStar 2 kontrol.
4. Sprøjtepræcision
- i-løsninger (AutoTrac, BoomTrac, Sprayer Pro).
- Branchens bedste bomstabilitet.
- Trykcirkulation med pneumatisk dyselukning (ekstraudstyr).
- Tryk- og flowbaseret doseringskontrol.
5. Alsidighed
- Hydraulisk sporviddejustering som ekstraudstyr.
- Stor frihøjde over jorden.
6. Et minimum af skader på afgrøden/stor frihøjde
- Multi-mode 4-hjulsstyring.
- Komplet afskærmning af undersiden beskytter både sprøjte og afgrøde.
7. Miljøvenlig
- Solution Command systemet til automatisk påfyldning og multisekvens-skylning.
- FieldDoc med variabel dosering og ”Spray-to-Map” funktionalitet.
- ENTAM testet.
GreenStar skærm og iTC antenne
Hurtigere påfyldning og skylning
Med det avancerede Solution Command system bruger du mindre tid på påfyldning og skylning, så du får mere tid til at sprøjte. Opsætningen foregår via GreenStar skærmen og kontrollen foregår inde fra kabinen eller udenfor ved betjeningsstationen, så du har perfekt kontrol over alle sprøjtefunktioner lige fra påfyldning af væske og præparat til skylning.
GreenStar 2600 skærmen – det ultimative valg til kontrol af hele maskinen
GreenStar 2600 skærmen giver føreren en utrolig brugervenlig løsning til kontrol af hele 5430i sprøjten. Opsætning af maskinen, opsætning af sprøjtesystemet… det klares alt sammen her. Denne farveskærm med touchfunktion leveres med forudinstalleret software til styresystemer og dokumentation og giver dig øjeblikkelig adgang til den komplette pakke af John Deere i-løsninger.
StarFire iTC antennen udgør sammen med GS 2600 skærmen fundamentet i John Deere’s pakke af i-løsninger.
StarFire iTC kombinerer dobbeltfrekvens GPS teknologi med terrænkompensering. StarFire iTC antennen benytter en 10-kanals tuner til at opfange signalerne fra det satellitbaserede GPS system og fra John Deere’s netværk af differentierede korrektionssignaler. Via disse signaler kan StarFire iTC antennen finde den nøjagtige position. Takket være John Deere’s hurtigbeslag er det ganske let at flytte antennen fra den ene maskine til den anden. StarFire iTC - vælg netop den præcision, du har brug for.
Automatisering
Kan jeg forvente en konstant høj sprøjtepræcision?
5430i modellens høje præcisionsniveau er baseret på en kombination af perfekt bomstabilitet, et luftaffjedret køretøj og en John Deere sprøjtepakke med i-løsninger:
AutoTrac – automatisk styring sikrer perfekt plejespor hver gang. Systemet baner vejen for færre overlapninger og mister, sparer på de dyre planteværnsmidler, minimerer skader på afgrøderne og holder føreren frisk og veloplagt hele dagen lang.
BoomTrac – øger produktiviteten, idet systemet gør det muligt at sprøjte med bredere bomme, samtidig med at sprøjtepræcisionen og effektiviteten maksimeres takket være en konstant og ensartet bomhøjde over afgrøden. Det giver en bedre dækning og gennemtrængning, mens afdriften reduceres.
To ultrasoniske følere monteret på hver ende af bommen måler bommens højde over sprøjteobjektet. Hvis terrænet ændrer sig, og sprøjtebommen ikke længere er plan med jordoverfladen eller afgrøden, vil det aktive bomstyringssystem automatisk korrigere bomvinkling og højde, så bommen forbliver plan.
Sprayer Pro – til- og frakobler automatisk bomsektioner og hovedventil, når du kører ind på et område, der allerede er sprøjtet f.eks. på marker med ulige skel eller på forageren, så du undgår over- eller underdosering og et unødvendigt højt forbrug af sprøjtemidler.
Du kan vælge mellem 3 forskellige drifts-modes:
- Minimering af overlap
- Minimering af mister
- Indstillinger for overlap i procent (trin af 10%)
Sprayer Pro kan enten undgå overlapning, når der for eksempel sprøjtes med stærke ukrudtsmidler, så afgrøden ikke lider skade, eller den kan indstilles til at undgå mister, så man sikrer ordentlig dækning f.eks. ved sprøjtning med fungicider. Så snart den første dyse ved “minimering af overlap” eller den sidste dyse ved “minimering af mister” når det allerede dækkede område, afbrydes hele bomsektionen. Til sprøjtning af ekstremt sarte afgrøder med den største præcision kan du på GreenStar skærmen vælge en procentsats for overlap (justeres i trin af 10%).
Dokumentation
Drag fordel af den automatiske dokumentation af dit arbejde
Hvem gider arbejde med stakke af papirer før man går i gang med sprøjtningen og efter en lang dag i marken? Takket være vores FieldDoc software slipper du for at bruge tid på det. Med FieldDoc og vores foretrukne softwarepartnere kan du planlægge sprøjtearbejdet på kontoret, overføre dine data til et flashkort og så uploade informationerne på GreenStar skærmen. Al dokumentationsarbejdet laves, mens du sprøjter. FieldDoc registrerer automatisk alle dine sprøjtejobs, hvilket er en kæmpe fordel med henblik på effektiv styring af bedriften og tilbagesporing til afgrøder. Skiftende doseringsrater registreres let og præcist ved hjælp af Spray-to-Map.
- Du kan bare forberede sprøjteopgaverne på kontorets computer og så overføre dine data til et flashkort.
- Indfør flashkortet i skærmen, vælg en allerede defineret opgave og start sprøjtningen med det samme.
- Fjern kortet fra skærmen og tilbagefør de registrerede data til kontorets computer.
|
Selvkørende sprøjter |