Nyheder
december 2011
Mathiesen scorer John Deere-aftale
Ole Mathiesen MaskinCenter A/S kommer til at handle med John Deere på et større geografisk område
Torsdag den 15. december var en god dag for direktør Ole Mathiesen og hans virksomhed, Ole Mathiesen MaskinCenter A/S fra Hornslet på Djursland.
For den dag kunne han og Morko Borwieck fra John Deere give hinanden håndtryk på en ny forhandlingsaftale, som Ole Mathiesen er yderst tilfreds med. Den ene del af aftalen drejer sig om John Deeres golflinje, fortæller direktøren til GrønTeknik.dk.
- Vi har forhandlet en ny eksklusiv aftale på plads med John Deere, så vi kommer til at fortsætte med at dække hele Jylland og Fyn, siger Ole Mathiesen.
Han kan samtidig glæde sig over en forbedring af den tidligere aftale om maskiner inden for have/park og vej.
Væsentligt større område
Her har Ole Mathiesen MaskinCenter fået forhandlingen på et område, der har samtlige postnumre fra 8.000 til 9.000. Området strækker sig fra den jyske østkyst ved Horsens vest på til Brande, længere nordvest på til Skive og videre nord på til Thisted og Skagen.
Således har Ole Mathiesen nu sat sig på Midtjylland, Nordjylland og en del af Nordvestjylland, og det er et "væsentlig større distrikt" end tidligere, fortæller direktøren.
- Det gjorde vi ved at være i dialog med John Deere, som alle andre også var det. Det var en utrolig positiv og objektiv forhandling.
Tænker gult og grønt
Ole Mathiesen kommer også med et bud på, hvorfor John Deere har valgt at satse på hans virksomhed.
- Vi har aldrig solgt andet end John Deere. Hele konceptet er bygget op omkring, at det er en ren John Deere-forretning. Når kunderne ringer, ved de, at vores personale kun tænker gult og grønt, siger Ole Mathiesen, der åbnede forretningen i slutningen af 2006 og har haft handlet med John Deere siden 1. januar 2007.
Han har i disse år arbejdet sammen med John Deere-importøren Nellemann Agro, der lukker og slukker den 29. februar 2012.
- Vi har haft et helt utroligt samarbejde med Nellemann Agro, siger en taknemmelig Ole Mathiesen og ser ellers frem til, at den nye aftale med John Deere træder i kraft den 1. marts 2012.
- Vi har en sindssyg spændende fremtid foran os. Der kommer mange udfordringer, men det bliver meget spændende.
Fusion skaber én stor John Deere forhandler
To af Danmarks nordligste John Deere forhandlere har besluttet at fusionere.
To af Danmarks John Deere forhandlere har besluttet at fusionere pr. 1/1 2012
Formålet er at skabe en stærk og en innovativ maskinforhandler. Formålet er også at drage fordel af hinandens kompetencer og ressourcer.
Vi gennemfører en fremtidssikret og nødvendig konsolidering i branchen ved, at etablere Mejlby & Vilsgaard A/S.
Vores sammenlægning gør os langt mere effektive og dynamiske. Vores udvidede kompetencer og geografiske dækning er med til, at sikre vores eksisterende og nye kunder de mest konkurrencedygtige løsninger og service.
I led med fusionen har Mejlby & Vilsgaard A/S underskrevet ny forhandlerkontrakt med John Deere International.
John Deere International er i øjeblikket i færd med at foretage en række strukturændringer både på forhandlersiden og internt i John Deere.
Mejlby & Vilsgaard A/S vil derfor være en del af John Deere Internationals nye ”Dealer of Tomorrow” strategi. Hvor det målsætningen for John Deere, og for Mejlby og Vilsgaard A/S er ,at komme tættere på kunderne og til enhver tid at tilpasse os landbrugets behov.
Mejlby og Vilsgaard A/S vil i fremtiden servicere kunderne i et distrikt, der dækker fra Skagen i Nord, Thyborøn i vest og Randers i Øst.
Ingen fysiske forandringer
Vores Udsalgssteder vil, som tidligere foregå fra afdelingerne i henholdsvis Redsted, Mejlby og Brønderslev
Direktør i Mejlby & Vilsgaard A/S – Juul Larsen understreger, at alle medarbejdere fra de to virksomheder også tilbydes ansættelse i den fusionerede organisation.
- Vores målsætning er vækst. Og vi får brug for dygtige medarbejdere til at løfte den store opgave, understreger direktøren.
Kort om FUSIONSPARTERNE
Vilsgaard A/S er et gammelt firma, der er grundlagt i 1904.
Grundlæggeren Søren Vilsgaard startede med at bygge vindmøller, og ellers producere alt hvad en landmand havde behov for. Man kan næsten sige at det var fra hånden og i munden, for det var når behovet var der, og kun ét stk. af gangen. Om det så var en ajlepumpe eller et tærskeværk. I 2004 købte Kresten Vilsgaard (4. generation) firmaet af Bjarne Vilsgaard (3. generation). I dag er der 20 ansatte fordelt på værksted, lager og kontor, hovedforhandlinger er maskiner fra John Deere, MI, Kverneland, Weidemann m.fl.
MejlbyAgro A/S er grundlagt i 1951 af Søren Poulsen, i 1993 overtog sønnerne Preben og Torben Poulsen firmaet, der er i dag 43 ansatte, fordelt på 2 afdelinger, i henholdsvis Brønderslev og Mejlby ved Nørager. Hovedforhandlinger er maskiner fra John Deere, Lemken Samson m. fl. Derudover forhandles en lang række andre anerkendte mærker, som alle er kendetegnede ved at de giver mest mulig kvalitet for pengene.
I takt med at kunderne indenfor landbrug og have/park bliver større og mere professionelle stiger kravene til os som maskinleverandører.

